Texten Barndommens Gade, af Tove Ditlevsen

Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg er den bankende rytme i alt hvad du længes mod. Jeg er din mors grå hænder og din fars bekymrede sind, jeg er de tidligste drømmes lette, tågede spind. Jeg gav dig min store alvor en dag du var vildt forladt, jeg dryssed lidt vemod i sindet en drivende regnvejrsnat. Jeg slog dig engang til jorden for at gøre dit hjerte hårdt, men jeg rejste dig varligt op igen og tørrede tårerne bort. Det er mig der har lært dig at hade, jeg lærte dig hårdhed og spot. Jeg gav dig de stærkeste våben du skal vide at bruge dem godt. Jeg gav dig de vagtsomme øjne, på dem skal du kendes igen, møder du en med det samme blik, skal du vide han er din ven. Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod. Jeg gav dig de vagtsomme øjne, på dem skal du kendes igen møder du en med det samme blik skal du vide at han er din ven. Og hører du renere toner stemt til en skønnere sang, skal du længes efter min stemmes sprukne og kejtede klang. Fløj du så vidt over lande, og voksede du fra din ven? - Jeg er din barndoms gade, jeg kender dig altid igen. Jeg er din barndoms ... Ja, jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod, og jeg er den bankende rytme i alt hvad du længes mod. Fløj du så vidt over lande, og voksede du fra din ven? - Jeg er din barndoms gade, jeg kender dig altid igen.